Grupper som Female Power Station, Vagina Dentata, Det Anti-imperialistiske Initiativ Kvindebanden Pholan Devi, XX bar, Klub Bizar, Patruljen til Udrensning af Tvangsheteroseksualitet (PUT), Female Fist m.fl. udspringer alle af miljøet omkring Kvindehuset.

Disse grupper er pt. ikke aktive i huset. Nogle af grupperne dukker op igen fra tid til anden. Nogle har nedlagt sig selv, og andre lægger de fleste af deres akiviteter uden for huset.

Female Fist
Female Fist er en køns- og sexpolitisk gruppe, der nyder at nedbryde, ombryde og forbryde sig imod lystundertrykkende forestillinger om køn og seksualitet.

Female Fist er åben for alle biseksuelle, lesbiske, queer og transkvinder, der vil udfolde deres lyst på trods af og i trods mod:

-patriarkatet, der endnu ikke har forstået at en fetish er noget man tænder på og ikke en binær forestilling om køn, der skal priviligere ”mænd” på bekostning af ”kvinder” og ensidigt lære os essentielle ”feminine” eller ”maskuline” egenskaber, alt efter hvilken kategori vi ser ud til at tilhøre.

-heterosexismen, den indskrænkede det-er-synd-for-børnene-ideologi, der priviligerer seksualitet mellem mænd og kvinder på bekostning af andre mulige seksualiteter og lærer os at den hetero-seksuelle smag er ”naturlig”, mens andre seksualiteter er ”afvigende” og "kulturlige".

-kapitalismen, der ikke fatter, at undertrykkelse udelukkende er noget, der hører hjemme i en tillidsfuld S/M relation og som derfor fortsat priviligerer den monogame seksualitet i kernefamilien på bekostning af andre mulige samlivsformer, profiterer af en kønnet og imperialistisk arbejdsdeling og lærer os at vi er varer på et marked, hvor den ”købestærkes” seksualitet går forud for den ”købesvages”.

Female Fist aktionerer for seksuel og kønsmæssig mangfoldighed gennem projekter, der kritiserer, synliggør og italesætter køn og seksualitet på en måde, der er lystbetonet og udfordrende for aktivisterne selv.

Female Fist mødes jævnligt i Kvindehuset og træffes på: femalefist(at)yahoo.com

Det Anti-imperialistiske Initiativ
Vi er et forum bestående af grupper og enkelt-personer fra den revolutionære venstrefløjs feministiske og lesbiske scene i København. Initiativet går på tværs af de af Kvindehusets grupper, der har en forståelse af, at køn og seksualitet er ideologiske konstruktioner, som det er muligt at bekæmpe eller omforme i en revolutionær sammenhæng.

Vores formål er at styrke den revolutionære anti-imperialistiske analyse og praksis, hvad vi bl.a. brugte Kvindehuset til under EU-topmødet i København, december 2002. Her skabte vi et rum for radikale og/eller feministiske lesbiske, bi- heteroseksuelle og transkønnede kvinder's anti-imperialistiske aktiviteter under topmødet.

I vores anti-imperialistiske arbejde nægter vi at give køb på kritikken af heterosexisme og patriarkat, ej heller vil vi være med til at udelukke militans som en venstreradikal udtryksform. 

Vi bruger ikke det neutraliserede ord globalisering som udtryk for de imperialistiske strukturer vi ønsker at bekæmpe og vi forestiller os ikke at den anti-imperialistiske kamp er gjort ved at lave enkelte løsrevne manifestationer mod krig, EU eller racisme. Derimod ønsker vi at sammen-tænke undertrykkelsesstrukturer og vil derved yde kontinuerlig modstand indenfor - og rettet mod de imperialistiske magtcentre.

Af disse grunde vil vi ikke indgå i de brede masseorienterede og mandligt dominerede bevægelser der eksisterer. I stedet vil vi diskutere hvordan vi som lesbiske, bi-, hetero-seksuelle og transkønnede kvinder kan tage den anti-imperialistiske kamp op og hvordan den anti-imperialistiske kamp kan belyse de undertrykkelsesstrukturer som vi i øvrigt bekæmper.

PUT
Patruljen til Udrensning af Tvangsheteroseksualitet er en revolutionær/radikal lesbisk separatistisk gruppe. Gruppen startede i 1996 og tog udgangspunkt i at angribe tvangsheteroseksualitet gennem aktioner. 

Heteroseksualitet er en ideologisk konstruktion, der lever på sin påståede naturlighed i kraft af at konstruere homoseksualitet som afvigelse, for at fremhæve og styrke sig selv. 

Vi ser strukturer som heteroseksualitet, patriarkat, racisme og kapitalisme som noget, der gensidigt styrker og opretholder hinanden, hvorfor det er selvundertrykkende som lesbisk, ikke at bekæmpe dem. 

Vi tager udgangspunkt i, politiserer og angriber udfra vores egen position som lesbiske , hvorfor vi stiller som centralt krav til os selv at analysen af tvangsheteroseksualitet skal indgå, når vi angriber andre strukturer.   

 Feminisme
Vi mener, at den feministiske kamp er nødvendig, set som kampen mod patriarkatet. Dog er vi ikke feminister, men revolutionære lesbiske, da feminisme som regel står for heteroseksuelle kvinders kamp mod patriarkatet. Vi oplever ofte at vores lesbiske position og kamp mod tvangsheteroseksualitet bliver usynliggjort og underordnet hetero-kvinde kamp i feministiske sammenhænge. Vi ser os ikke som tilhørende den samme fælleskatogori som ”kvinder”, da der eksisterer et modsætningsforhold mellem lesbiske og kvinder, i kraft af disses heteroseksualitet. Når ordet kvinder benyttes, betegner det heteroseksuelle kvinder. Det er derfor også misvisende, at huset hedder Kvindehuset, da de fleste brugere og aktivister er lesbiske.

  Separatisme

Husets principper om kønsseparatisme er for os en nødvendig forudsætning, men ikke dækkende for vores politiske arbejde. Vi arbejder ud fra både en seksualitets- og kønsseparatistisk organiseringsform, dvs. vi er hverken organiseret med kvinder eller bøsser. Til gengæld indgår vi gerne i alliancer, ud fra forudsætninger som lighed i analyse og i kampformer. 

Socialisme
For os er husets minimumskrav om socialisme vigtigt, men langt fra radikalt nok. Vi er en blanding af kommunister, anarkister mm. For os er det et vigtigt perspektiv at huset kommer til at basere sig på et revolutionært grundlag og indbefatte kampen mod heteroseksualitet, imperialisme, patriarkat, racisme og kapitalisme.

Kontakt gruppen skriftligt på adressen:
PUT, Kvindehuset, Gothersgade 37, 1123 Kbh. K.


feministsk træf
feministisk aktion
courage